Spildevand og regnvand i Rudegård

Rudegård er det første område i Rudersdal Kommune, som skal separatkloakeres. Novafos planlægger projektet fra 2022-2025 og forventer at separatkloakere fra 2026-2028.

Tidsplan 

Novafos planlægger separatkloakeringen af Rudegård i 2022-2025. Vi har i 2022-2023 indsamlet viden om de lokale forhold og undersøgt mulighederne for, hvordan vi bedst separatkloakerer området. Vi har undersøgt, hvordan vi kan rense og forsinke regnvandet, inden det sendes videre til Dumpedalsrenden og derfra til Furesøen. 

I 2024 forventer vi at kunne præsentere et samlet forslag til, hvordan området skal separatkloakeres. I 2024-2025 gør vi klar til at kunne anlægge projektet. Vi tegner og beregner det nye kloaksystem, indhenter tilladelser hos kommunen og sender projektet i udbud for at vælge en entreprenør, der skal stå for arbejdet. Vi forventer at gå i gang med separatkloakeringen i 2026.  

Information og dialog  

Novafos og Rudersdal Kommune har holdt to møder om separatkloakeringen af Rudegård – i marts 2022 og november 2022. Vi forventer at holde det næste møde i foråret 2024. Her vil vi være så langt i planlægningen, at vi kan præsentere et samlet forslag til separatkloakeringen af området og fortælle om, hvordan du kommer i gang med at planlægge separatkloakeringen på din egen grund. 

Når du skal separatkloakere 

Du skal som grundejer selv stå for og betale for separatkloakeringen på din grund. Du kan læse mere om, hvad separatkloakeringen betyder for dig, og hvad du selv skal gøre her.

Du kan godt separatkloakere din grund, før Novafos har anlagt de nye separatkloakker i vejene, men vi anbefaler, at du venter med planlægningen til tidligst 2024. På det tidspunkt kender vi rammerne for separatkloakeringen, og ved hvad der kan lade sig gøre. Det har nemlig også betydning for dine muligheder for at separatkloakere på din grund. Hvis du har byggeplaner inden da og derfor vil planlægge separatkloakeringen, anbefaler vi, at du kontakter Novafos.  

Baggrund

Afløbssystemet i Rudersdal Kommune skal fremtidssikres og renoveres. Politikerne i Rudersdal Kommune har derfor vedtaget separatkloakering som fremtidig afløbsstrategi for alle fælleskloakerede områder i kommunen. Separatkloakering betyder mindre risiko for oversvømmelser ved kraftig regn, og at vi får færre overløb af urenset spildevand til søer, vandløb og hav, så vandmiljøet på sigt forbedres. Du kan læse om baggrund for separatkloakering og politisk proces på Rudersdal Kommunes hjemmeside.

Sølvi Dam Joensen

44 20 81 96