Medarbejdere på Novafos' værksted

Vi tager ansvar

I Novafos tager vi ansvar. De krav vi stiller til os selv, stiller vi også til vores leverandører. Det kan du læse om her.

I Novafos' entreprisekontrakter anvender vi en arbejdsklausul, der består af en bestemmelse og et bilag til entreprisekontrakten. Arbejdsklausulen sikrer ansatte, der er beskæftiget på projektet, løn og ansættelsesforhold som ikke er mindre gunstige end dem der gælder i henhold til overenskomst for tilsvarende arbejde. I bilaget skal entreprenøren redegøre for, hvordan klausulen efterleves. Overtrædelse af arbejdsklausulen sanktioneres med bod.

Opfølgning på overholdelse af arbejdsklausulen sker ved stikprøvekontrol. Hvert år udtages 3-5 leverandører af chefindkøberen til stikprøvekontrol. Opfølgningen gennemføres af den indkøbsansvarlige i forbindelse med kontraktopfølgningen. Novafos kan kræve relevant dokumentation gennem lønsedler, lønregnskaber, ansættelseskontrakter mm.

Uddannelsesklausuler

Ved større entreprisekontrakter anvendes herudover et standardbilag vedrørende uddannelsesklausuler. Der stilles som hovedregel krav om uddannelsespladser ved entrepriseprojekter på over 5 mio. kr. og med en varighed på over 6 måneder. Bilaget stiller krav til anvendelse af praktikanter/uddannelsessøgende i forbindelse med udførelsen af arbejderne under den pågældende kontrakt. Såfremt det ved aflevering konstateres, at entreprenøren ikke har opfyldt forpligtelserne i bilaget, ifalder entreprenøren en bod på 100.000 kr. pr. manglende årsværk praktikant.

Opfølgning på uddannelsesklausulen sker ved en årlig redegørelse fra leverandøren med angivelse af antal årsværker beskæftiget på den enkelte kontrakt. Der kan kræves yderligere dokumentation i form af løn- og arbejdssedler.